Mange børn oplever perioder, hvor livet føles svært. Det kan handle om angst, tristhed, lavt selvværd, sorg, skolevægring eller svære reaktioner på mobning eller en skilsmisse. Nogle børn har svært ved at sætte ord på, hvad der er galt – måske trækker de sig, bliver vrede, klager over ondt i maven, sover dårligt eller ændrer adfærd. Andre fortæller tydeligt, at de har det svært.
Når et barn har det svært, kan det være hjælpsomt for både barnet og jer som forældre at få støtte til at
forstå, hvad der er på spil og finde veje til at få det bedre.
Et forløb med et barn begynder altid
med en forsamtale med jer forældre og eventuelt barnet. Her får jeg et indblik i jeres situation og vi drøfter
sammen, hvad der er behov for, og hvordan et eventuelt videre forløb kan tilrettelægges.
Jeg tilpasser altid terapien til barnets udviklingsniveau og behov. Det er vigtigt for mig at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor barnet føler sig mødt og anerkendt – og hvor samtalerne tager udgangspunkt i dét, der fylder og er vigtigt i barnets liv. Nogle børn har brug for at tale, mens andre udtrykker sig bedst gennem leg eller tegning, og det tager jeg naturligvis højde for i min tilgang.
Der kan være perioder i ungdomslivet, hvor alting føles overvældende. Måske er du trist, vred, har lavt
selvværd eller føler dig stresset. Måske kæmper du med angst, ensomhed, perfektionisme eller tankemylder, der
fylder det hele. Det kan også være, at du har oplevet noget svært – for eksempel mobning, skilsmisse i
familien, tab eller sygdom – og har brug for støtte til at bearbejde det.
Måske ved du præcis, hvad der er
svært, og har brug for et sted at tale om det. Måske er det mere en følelse af at være tom, flad eller ved
siden af dig selv – uden helt at vide hvorfor.
Når vi mødes, starter vi med at finde ud af, hvad der
fylder hos dig, og hvad du håber, vi kan arbejde med. Du behøver ikke have styr på det hele – det vigtigste
er, at vi sammen begynder der, hvor du er. Jeg møder dig med nysgerrighed og respekt, og der er plads til både
det svære og det, der føles lidt forvirrende.
Vores samtaler skal være et sted, hvor du føler dig tryg,
lyttet til og forstået. Sammen kan vi undersøge, hvad der ligger bag det, der er svært, og finde måder at
håndtere det på, så du kan få mere ro, overskud og styrke.
Jeg tilpasser altid samtalerne til dig og dit
tempo. Det vigtigste er, at det føles meningsfuldt for dig.
Vi aftaler også sammen, om dine forældre
skal inddrages – og hvordan det i så fald kan gøres på en måde, der føles rigtigt for dig.
Som forældre kan man i perioder føle sig usikker, fastlåst eller i tvivl om, hvordan man bedst hjælper sit barn. Jeg tilbyder forældrerådgivning til jer, der står i en svær periode og har brug for støtte til at skabe nye forståelser af jeres barns reaktioner, egne reaktionsmønstre eller familiens samspil.
Med en anerkendende og respektfuld tilgang, vil jeg med fokus på jeres ressourcer støtte jer i at finde tilliden til egne evner i forælderrollen og tilbyde jer nye perspektiver på samspilsmønstre og familiedynamikker.
Jeg arbejder ud fra en grundlæggende forståelse af, at alle mennesker gør det bedste, de kan, ud fra de ressourcer og den forståelse, de har i øjeblikket. Min tilgang til behandling bygger også på en forståelse af, at alle har potentiale for psykisk trivsel, og når vi får øje på det, skaber det mulighed for selvomsorg, ro og forandring.
Jeg trækker på flere forskellige terapeutiske tilgange og anvender bl.a. mentaliseringsbaserede, kognitive og
systemiske metoder. Jeg er derudover optaget af traumers betydning for trivsel og udvikling.
Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du vil høre mere om min tilgang til behandling og rådgivning, og om det kan være hjælpsomt at inddrage mig som psykolog til netop din udfordring.
