Om mig

 

I mit arbejde som psykolog er jeg optaget af at skabe et trygt og tillidsfuldt rum og udvise forståelse og respekt overfor de mennesker jeg møder.
Jeg arbejder ud fra en grundlæggende forståelse af, at alle mennesker gør det bedste, de kan, ud fra de ressourcer og den forståelse, de har i øjeblikket. Min tilgang til behandling bygger også på en forståelse af, at alle har potentiale for psykisk trivsel, og når vi får øje på det, skaber det mulighed for selvomsorg, ro og forandring.
Jeg tilpasser altid terapien individuelt og anvender de metoder, som jeg vurderer meningsfulde. Mine behandlingsmetoder har rødder i kognitiv adfærdsterapi, mentaliseringsbaseret terapi, systemisk terapi, tilknytningsteori samt viden om traumers betydning for menneskers udvikling og velbefindende.


Uddannelse

Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2015 og efterfølgende autoriseret af Psykolognævnet i 2018.
Jeg har siden 2015 været ansat i kommunale stillinger inden for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og familiebehandling. I 2024 startede jeg egen praksis, hvor jeg både tilbyder behandling, psykologiske undersøgelser og supervision.

Jeg er særlig uddannet til udarbejdelse af psykologiske undersøgelser, bl.a. ift. udarbejdelse af børnepsykologiske undersøgelser, forældrekompetenceundersøgelser og tilknytningsundersøgelser. Her vægter jeg at blive certificeret i undersøgelsesmetoderne, som en kvalitetssikring, når muligt.

I mit undersøgelsesarbejde arbejder jeg sammen med autoriseret psykolog Lisbet Hartwell. Vi anvender anerkendte tests, interviews og metoder i udarbejdelsen af undersøgelserne og modtager supervision på hver enkelt undersøgelse. Undersøgelserne udarbejdes i overensstemmelse med Psykologloven og Socialstyrelsens retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af forældrekompetenceundersøgelser og tilknytningsundersøgelser.

Jeg deltager løbende i kurser og prioriterer supervision på både behandlings- og undersøgelsesopgaver med henblik på fortsat at dygtiggøre mig.

Tilbage til oversigt

Psykolog Carina Barslev


Hjemmesiden og grafisk design af: DuexDesign